af Birgit Bidstrup Jørgensen
Pensioneret sygeplejerske, cand.cur., tidl. lektor ved sygeplejerskeuddannelsen
birgitbidstrupjoergensen@gmail.com
Æblehaven 10, 4390 Vipperød

Bog: Kari Martinsen: Langsomme pulsslag
Bergen: Fagbokforlaget, 2020
218 s; 329 NK

Det var en spændende og relevant idé, Fagbokforlagets redaktør præsenterede Kari Martinsen for: ”Jeg skulle ønske, du kunne skrive en bok til sykepleiere og sykepleiestudenter som er forståelig og relevant, som kan gi livsmot, men som også kan være noe å strekke seg mot”. Det er lykkedes for Kari Martinsen på mere end én måde i bogen ”Langsomme pulsslag”.

Det æstetisk smukke omslag illustrerer på en fin måde titlen, der henviser dels til Kari Martinsens langsomme skrivemåde, dels til den måde, hun i bogens indledning vejleder til at læse hendes tekster modtagende og langsomt. Teksterne handler om, hvordan de mest betydningsfulde erfaringer finder sted, når mennesker i sundhedsvæsenet mødes ”i langsomme pulsslag, åbne for klangbunden mellem dem”.  

Bogen består af 11 udvalgte artikler, som kan læses enkeltvis. Ni af dem er tidligere publiceret i forskellige tidsskrifter og antologier. Opdelingen i fire hovedtemaer afspejler, hvad der har optaget Kari Martinsen i årene mellem 2000-2020, hvor artiklerne blev til: Omsorg, etik og teknologi; Sykeværelset, artikekturen og stedet; Inntryk og mellemøyeblikk, og til sidst Håpet. Udviklingen i Kari Martinsens rejse med inspiration fra K.E. Løgstrups tanker kan følges gennem alle artiklerne. Det er en gave til dem, der vil fordybe sig i forfatterskabet, at de nu er samlet i én bog.

En gave er også det nyskrevne kapitel, Indtrykkets fenomenologi, som både beskriver Martinsens forståelse af, hvad der er grundlæggende i Løgstrups filosofi og set i et tilbageskuende metaperspektiv, hvordan hun selv har arbejdet med den i sit eget forfatterskab. Dette kapitel ville jeg gerne selv have haft, da jeg i sin tid begyndte at læse Martinsens og Løgstrups tekster. 

Det ligeledes nyskrevne sidste kapitel ”Håpet – når livet kaster skygger” er udtryk for den foreløbigt seneste vending i forfatterskabet, som Martinsen kalder det. Man kunne også kalde det udvikling i hendes tanker om ”den livskraft, livet er givet med, en livskraft som kommer til mennesket fra en anden kilde end det selv”.  Båret af fine eksempler udlægges håbets fænomenologi, dels som et håb der udspringer fra mennesket selv, dels et suverænt håb, der kommer til mennesket udefra. I mødet med patienter og pårørende er det sundhedspersonalets opgave at tage nænsomt vare på disse håb både i afmagten, når håbet bliver en strid og en byrde, og når udfordringen er at hjælpe patienten til at finde mulige, nye håb. 

Som i sin forrige bog, ”Bevegelig berørt”, nærmer Kari Martinsen sig her i sit sene forfatterskab det, hun kalder ”det hellige”, forstået som dét, der kommer til mennesket udefra og er større end det selv. Kari Martinsen udlægger ikke selv det hellige som noget religiøst, men som noget, der i mødet med et andet, sårbart menneske kalder på ærbødighed, omtanke og omsorg, så det andet menneske bliver mødt i sit håb og sin afmagt og ikke bliver reduceret i sin værdighed. Forstået på denne måde er blikket for det hellige i sygeplejerskens møde med den enkelte patient grundlæggende for at yde åndelig omsorg. Dermed giver Kari Martinsen et væsentligt bidrag til litteraturen om dette emne.