‘Vi skal snart på ferie og hele huset emmer af feriestemning.’ Sådan indleder udviklingskonsulent i DKS Annette Langdahl refleksionen om overfyldte ‘drømmekasser’ på vej med på ferie og drømmenes betydning i hverdagen.

Vi skal snart på ferie og hele huset emmer af feriestemning.  Der er vasketøj på samtlige mulige snore og tørrestativer og kasser står rundt omkring med mad, vandregrej, telte, hængekøje, spil, bøger, farver og maling og andre uundværlige ferieting – Alle har deres helt særlige drømme, der skal med.

Jeg ser på alle de overfyldte ’drømmekasser’ og bliver helt varm indeni.
De holder i kø og er ved at falde over hinanden, fordi de alle sammen vil med på ferie og vil have en plads i den alt for lille bil, som endda i dagens anledning er blevet forsynet med en lukket trailer.  Det er helt sikkert, at vi nok heller ikke får brug for det hele i denne ferie, men overfyldte drømmekasser handler ikke om, at de skal ’bruges’ eller præsteres, men om at de er der. De repræsenterer det, vi længes efter og holder os på en måde i ’live’ og vi kan pakke dem ud og ned igen, lige så ofte vi har behov for det.

Når vi ruller ud af indkørslen med en overfyldt bil, kajakker på taget og en hund der næsten ikke er plads til, ser det ud som om, vi skal meget langt væk – i rigtig lang tid. Det skal vi på en måde også, selv om vi ’bare’ skal i sommerhus. At holde ferie er en lang drømmerejse – noget vi har længtes efter, drømt om og set frem til i længe. Endelig skal vi slappe af, være sammen og lave ingenting eller måske lige netop alting?

Heldigvis ved vi alle, at når vi ruller ind i indkørslen efter ferien, så har vi stadig alle drømmekasserne med tilbage. Ferien gør, at vi har været helt nede i bunden på nogle af dem, ryddet lidt op og måske endda kasseret nogle, fordi nye drømme trænger sig på i lyset af de gamle.

Ferie minder os om vigtigheden af hverdagens ’drømmekasser,’ der giver plads til at lege, til at være, til nye tanker og til eftertanke. Drømme er et af hverdagens naturlige pusterum, hvor tiden får lov til at stå stille. De giver os mod til at leve et menneskeliv og folde os ud med de gaver, vi hver især har fået givet.

Fortsat god sommer til alle, med masser af plads til overfyldte drømmekasser og tid til at lave ingenting og ’alting,’ uanset om du holder ferie eller er tilbage i hverdagen igen.

 

Bøn

Så beder vi: Giv
os mod til at leve et menneskeliv,
at vokse i kærlighed, folde os ud
til alt bliver ét i en lovsang til Gud.

(Lisbeth Smedegaard Andersen – DDS-salme 69)

 

Hent hele refleksionen som Pdf her (med billeder)