Et essay om åndelig omsorg på hospice ved sygeplejerske/diakon på Skt. Lukas Hospice, Kirsten Bühler.
Ines får konstateret kræft i starten af året, da er hun er i 50’erne. Hun taber sig meget under den efterfølgende kemobehandling. Ines lever alene og indlægges derfor til et palliativt ophold i forsommeren. Planen er, at hun skal komme sig, tage på og blive klar til at modtage næste serie kemoterapi.

Vi lærer Ines at kende som et menneske, der lægger stor vægt på sin autonomi og som er yderst privat og ikke så glad for kropskontakt. Ines får ikke besøg så ofte – hun orker det ikke, og har et kompliceret forhold til sin familie. Ines er et nysgerrigt og interesseret menneske. Hun har stor glæde af naturen. I naturen finder hun trøst og håb, og hun nyder udsigten til haven fra sin stue.

Ines sygdom progredierer, og onkologerne kan ikke tilbyde hende den planlagte kemoterapi. Hun vil gerne hjem og bliver udskrevet til sin lejlighed, med den nødvendige hjælp fra kommunen.

Ines bliver genindlagt i midten af september, afmagret, afkræftet og begyndende konfus. Hun kommer ikke op af sengen mere, spiser næsten ikke og sløjer hurtigt af.
Dagen efter sin genindlæggelse er jeg inde på Ines stue for at hjælpe hende med at blive vasket lidt og få rent tøj på. Jeg har tændt et stearinlys, der står ved siden af rosen, som jeg dagen inden hentede til hende ude fra haven. Ines har under første indlæggelse fortalt om sin kærlighed til roser, at hun drømmer om at anlægge et rosenbed.

Jeg spørger hende, om jeg må massere hendes nakke og skuldre. Pludselig siger Ines: ”Kyndelmisse”. Jeg giver mig til først at nynne og siden at synge de strofer, jeg husker af Steen Steensen Blichers ”Det er hvidt herude.” Det slår mig, hvor godt sangen med dens naturbeskrivelser passer på Ines. Da jeg stopper, siger hun: ”Mere!”. Så jeg henter Højskolesangbogen og synger hele sangen, mens jeg fortsætter med at massere hende. Da den er færdig, vil Ines stadig have mere, så jeg giver mig til at synge de efterfølgende sange bl.a. ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk.” Det er en sang, jeg har holdt af siden skoletiden, men idet jeg synger den for Ines, går det op for mig, hvilke nye betydninger den rummer, når den synges for et døende menneske, der ”sidder fast i mit snævre bur, det alle vegne mig tvinger”.

Teksten bliver så stærk i situationen, at jeg ikke formår at synge sidste vers. Jeg ved stadig ikke, om det var, fordi jeg fornemmede på Ines, at det blev for tydeligt, at gitterværket for hende snart skulle briste og hun skulle tage afsked, eller om det var min egen blufærdighed, der satte grænsen.

Det var mit sidste møde med Ines. Hun døde fire dage senere, og ved udsyngningen på stuen blev ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk” sunget – denne gang med alle versene.

Warning: Undefined array key "refresh_token" in /customers/8/1/0/dks-forum.dk/httpd.www/wp-content/plugins/easyme-connect/src/WP.php on line 429