Jeg har passet en mand, ”Viggo”, som havde en tracheostomi. Ud af den kom utrolige mængder af purulent, grønligt expectorat. Ved hosteanfald sendtes klatter af samme slags til sengetøj, vægge og evt. personer i nærheden. Når Viggo ville tale, måtte han nødvendigvis sætte fingrene for tracheostomien. De samme fingre brugte han, når han – i taknemlighed for vores pleje – kærtegnede os på armene eller nussede os i håret, mens vi sad på hug for at give ham sko på. Gang på gang greb jeg mig i at træde et skridt tilbage for at undgå hans berøring. Det er vel en meget menneskelig måde at reagere på, kan man sige. Ja, men er den medmenneskelig? Eller professionel? Eller kristelig?

Jeg begyndte at spekulere på, hvordan Jesus ville agere i en tilsvarende situation. Af gode grunde fandt jeg ingen beretninger i det Nye Testamente om Jesu møde med tracheostomerede mennesker. Men hans omgang med spedalske omtales flere steder, f.eks. i Markusevangeliet (kapitel 1 vers 40-43):

Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: ”Hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren.

Den spedalske skulle egentlig opholde sig på øde steder og råbe: ”Spedalsk!”, så folk kunne undgå ham. I stedet havde han vovet at nærme sig Jesus. Ville Jesus nu vende ham ryggen, ligesom andre havde gjort? I stedet mødte han et par øjne fyldte af medfølelse. Og ikke nok med det: en hånd blev rakt ud mod ham – og rørte ved ham! Hvad den berøring betød for et menneske, der i den grad var isoleret og udstødt af samfundet, er nok svært for os andre rigtig at fatte. Jeg tænker, at den var balsam for hans ensomme sjæl, ligesom den var lægedom for hans krop.

Jesus så ikke bare den spedalskes sygdom. Han så først og fremmest mennesket bag sygdommen, og hvad sygdommen havde gjort ved mennesket. Han blev berørt af det, han så og handlede på det. Det var ikke afsky men medfølelse, der styrede hans handlinger.

Tilbage til Viggo. På trods af cellestof, engangshandsker og hånddesinfektion kan det stadig vende sig i mig, når jeg fjerner en grøn klat fra dynebetrækket. Men efter refleksionen over Jesu eksempel, er jeg ved at lære ikke at handle ud fra min afsky for klatterne, men i højere grad ud fra mennesket bag klatterne. Lade mig bevæge. Række ud. Give en berøring. Den kan være lægende.

Grete Schärfe, hospicesygeplejerske, Aalborg 2006