“Den fornemste pris man kan få” sagde årets vinder af omsorgsprisen, Malene Thomsen, da hun fik overrakt prisen på temadagen d. 15. marts.

Det er ledelsen, kollegaer og borgere, der har indstillet Malene Thomsen, der til daglig er stomi-sygeplejerske i Kolding Kommune. Malene Thomsen beskrives som:

“En ildsjæl og rollemodel som sygeplejerske, hun meget fagligt kompetent, hun brænder for at yde sygepleje, der har til mål at skabe livskvalitet for den enkelte borger, idet hun tager afsæt i det, der er vigtigt for det enkelte menneske. Med stor faglighed og kreativitet formår hun at skabe gode og kreative løsninger sammen med borgere, der har stomi.
Ledelsen ser hende som en god samarbejdspartner, der sætter fællesskabet i spil. Hun ser muligheder fremfor begrænsninger. Borgerne ser hende som en tryg og stabil klippe, der kan støtte og være med til at skabe forandring i deres livskvalitet.  
Malene er med sin høje faglighed og sin fantastiske personlighed en sygeplejerske og et menneske, der gør en forskel for andre.”

Omsorgsprisen uddeles hvert år af Dansk Kristelig Sygeplejeforening til en sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper, som har udmærket sig som rollemodel for en værdig pleje hvad angår faglighed, medmenneskelighed og nærvær.

Prisen består af
● 2000 kr.
● en glasstatuette
● en buket blomster
● et diplom
● gratis deltagelse i Dansk Kristelig Sygeplejeforenings temaeftermiddag i forbindelse med det årlige landsmøde.

Stort tillykke til Malene Thomsen!