Tak for et godt landsmøde!

Skønne øjeblikke i sygepleje

”jeg kom et sted hen, hvor jeg ikke har været længe”

Sådan sagde en af deltagere efter temadagen ’Skønne øjeblikke i sygepleje’ med sygeplejerske, ph.d og cand.pæd. Sine Maria Herholdt-Lomholdt. Temadagen tog afsæt i Ph.d. afhandlingen om skønne øjeblikke i sygepleje.

Jeg er optaget af…

Sådan indledte Sine Maria Herholdt-Lomholdt temadagen i fredags og fortsatte: ”jeg er optaget af øjeblikke der sætter spor, og som standser mig. Nogle gange træder de skønne øjeblikke frem midt i alt det grusomme. På trods af smerte og lidelse sætter det sig igennem, hvor man mindst venter det. Mennesker kan ikke skabe det skønne, det kommer, når det kommer – som små verdenssprækker. Her er det, som om der er noget livsbærende, noget helligt, der holder os oppe og bærer, når vi ikke kan selv. 

På temadagen blev deltagerne mindet om, at uanset hvor svært det kan være at holde blikket rettet mod skønne øjeblikke i sundhedsvæsnet, og uanset hvor travlt man end har og måske synes, at der ikke er tid til at yde den sygepleje, man gerne vil – så træder de skønne øjeblikke alligevel frem og bevæger os. Man kan ikke skabe dem, kun tage imod dem, eller man kan nægte at give dem plads. Skønne øjeblikke er både skrøbelige og stærke. De kan nemt forstyrres at et ord eller et kropsudtryk hos sundhedspersonalet – og de repræsenterer det betydningsfulde og væsentlige.

Vi er her sammen om at være medmennesker, underlagt samme menneskelige vilkår. Her er vi til stede på en særlig måde, som i et digt, i alt dét der ikke bliver sagt og ikke nødvendigvis skal italesættes. Her åbner vi os for selv at blive ramt og skal ikke handle, men være – her bliver vi medvandrere – sammen.

Inden temadagen havde 30 studerende haft mulighed for at være sammen med sygeplejerske og filosof Kari Martinsen fra Norge, omkring temaet: ’Kan det hellige finde sted i en travl hverdag?’ 

Resten af landsmødet bød på flere skønne øjeblikke, med festaften hvor ungdomsbordet sammenkogte det hele i en ’alvorlig fest festsang,’ hvor et af versene lød: Her er plads til skæg og fis, samt en herlig omsorgs-pris. For vi hylder vors’ kolleger – vi ku’ nævne mange flere, som har ‘cor’(hjerte) på rette sted. Vi i hjertet bær’ jer med.

Om lørdagen var temaet skønne øjeblikke med studerende og nyuddannede. Vi havde besøg fra England, hvor Pippa ledte os igennem formiddagens tema om, hvordan man kan organisere og opmuntre til arbejdet med Next Generation.

 

Materiale fra temadagen ‘skønne øjeblikke i sygepleje’

Kunne du ikke deltage eller vil du gerne genopleve og se billeder fra dagen, så kan du læse stemningsbilledet fra temadagen ved klinisk underviser Charlotte F. Kragh  her:

Læs et resumé og stemningsbillede af temadagen her

Hent Sine Maria Herholdt-Lomholdts Powerpoint her

Vinder af årets omsorgspris

“Louise går lige i hjertet på folk”

Vinder af omsorgsprisen 2020 blev…
Louise Hjortlund Tetsche, sygeplejerske og afdelingsleder på afdeling N4, Brønderslev Psykiatriske Sygehus.

“Louise er en fantastisk leder med stor faglig viden, imødekommenhed og kærlig omsorg for alle hun møder. Louise går lige i hjertet på folk og alle elsker Louise.”

Det var bare nogle af de mange rosende ord som fulgte med i indstillingen fra to kollegaer.
Tillykke til Louise, afdeling N4 og Brønderslev Psykiatriske Sygehus.

 

En “meget alvorlig” festsang

På festaftenen blev der ved ungdomsbordet spontant skrevet en ‘meget alvorlig’ festsang med et lille sammendrag fra dagens oplevelser,  se noget filmen eller læs hele sangen her

Pdf: En alvorlig festsang

 

Festaftenen bød på noget for alle sanser:

Festmad, sang og Helmi der ledte os igennem en dans inden desserten.

Læs stemningsbillede her